Sådan får du et sikkert kroophold

En af de bedste ting ved at tage på ferie er at komme væk hjemmefra, få nye oplevelser og gøre ting, som du normalt ikke kan gøre. Selvom ferier bruges til at slappe af og komme væk fra computeren eller fjernsynet, så er man altid forbundet til omverdenen, og man bruger faktisk nettet mere, end man lige regner med.

It-kriminelle arbejder ikke kun bag ved computerskærmen, de arbejder faktisk også ude i den fysiske verden. De placerer f.eks. hardware inficeret med malware, som USB-stiks eller flash drives, offentlige steder i håb om, at der er nogen, der samler dem op og sætter dem til deres computer. 

Det er vigtigt at være sikker på sin ferie – både fysisk og online. Du får derfor her en række gode råd til, hvordan du opretholder en god it-sikkerhed, når du er væk hjemmefra. 

Usikre hotspots eller wifi

Wifien på Nørrevang Kro er altid sikker at bruge, men hvis du er ude i offentligheden, kan der være usikre wifi-forbindelser eller hotspots. Usikre netværksforbindelser er nemmere at hacke, og hvis it-kriminelle får adgang til den netværksforbindelse, du er på, kan de stjæle dine informationer. Hvis du er tilknyttet et usikkert wifi eller hotspot, så lad være med at indtaste eller sende personlige informationer eller foretage køb af varer. 

Find min enhed

De fleste smartphones indeholder funktionen “find min enhed”. Hvis den ikke er sat til på din mobil, så sæt den til, inden du tager på kroophold. Hvis du mister din mobil, kan du gennem funktionen finde, låse eller rydde enheden, så den ikke kan blive misbrugt af it-kriminelle. 

Pas på dine enheder

Hvis du medbringer tablet eller computer på dit kroophold, så er det vigtigt at holde øje med dem, når du bruger dem i offentligheden. Læg dem væk, lige så snart du har brugt dem, hvis du f.eks. har dem med på caféer eller restauranter. Du må heller aldrig lade din mobil ligge fremme, hvis du ikke har øjne på den. It-kriminelle kan få fysisk adgang til dine enheder og enten stjæle personlige informationer eller installere malware på dem.

Vær opmærksom på navigationstjenester

Hvis du bruger navigationstjenester, såsom Google maps, til at finde spændende oplevelser og lækre restauranter nær Væggerløse, så er det vigtigt, at du slår din lokation fra, når du ikke længere bruger dem. Ellers er din lokation eksponeret hele tiden.